Det er slemt, det er virkelig slemt, og hun strikker og hun strikker og det er helt forkert og hun ved det men strikker alligevel, selv om alting er gået af lave og det hurtigt bliver værre strikker hun videre på noget som for længst ikke er et halstørklæde, og hele tiden tænker hun at nu kan ingenting blive værre, men det kan det og det bliver det hele tiden, selv om hun fortsætter med at strikke til dyngen på gulvet foran hende, den er en ulykke, hun ser det, en katastrofe, og den vokser og vokser, selv om den allerede er for stor, men hvis hun holder op nu vil det være for sent, hvis hun lukker af nu sidder hun ikke tilbage med andet end et halstørklæde der er alt, alt for langt og ikke til nogen.